Hestens hove skal plejes

Det er fantastisk at være hesteejer, for det giver så mange gode oplevelser sammen med din firbenede ven. I kan træne dressur eller spring på ridebanen, I kan deltage i konkurrencer eller I kan ride en hyggelig tur i skoven. Men al den træning slider også på hestens hove.

Fast aftale med beslagsmeden

En hests hove vokser hele tiden, og med faste mellemrum skal de files, og der skal sættes nye hestesko på, hvilket er et arbejde for en professionel beslagsmed. Alle rideskoler og stalde har aftaler om, at beslagsmeden kommer forbi, for det er nødvendigt, at hestens hove altid er i orden. Hvis du forsømmer at få din hests hove filet og ikke får udskiftet hestesko, så kan din hest få alvorlige smerter eller blive halt. Så det er meget vigtigt, at du tager det alvorligt. Når din hests hove er nyskoede er du klar til at deltage i løb som fx den årlige Hubertusjagt i Dyrehaven nord for København.

Den daglige pleje af hove

Du skal dagligt pleje din hests hove både før og efter rideturen. Hvis hesten fx har været på fold og har jord og græs i hovene, så skal de renses, før du sadler op og rider en tur. Du skal bruge en hovrenser til formålet. Heste lærer at få renset hove fra de er føl. De ved, at når du tager fat om hoven eller trykker hesten på benet, så skal den løfte benet, så du kan rense hoven. Hvis der sidder mudder på hestens hove, så kan du skylle hovene i vand. Det samme gælder efter rideturen, hvor sand, savsmuld, mudder, småsten og græs kan have sat sig under hovene. Rens hestens hove og vask dem i vand, hvis det er nødvendigt. Derudover skal du jævnligt smøre hovene med hovfedt, som beskytter hovene, så de ikke udtørrer, og der brækker flager af. At pleje hestens hove er en del af den daglige hestepleje på lige fod med strigling.